På EUC Nordvestsjælland har vi sammen med Odsherred Kommune startet et nyt 10. klassetilbud, der henvender sig til særlig sårbare unge. 10. klassetilbuddet hedder 10. klasse basis og kommer til at have lokaler i vores afdeling i Fårevejle på Rådhusvej 75.

Et skræddersyet 10. skoleår
10. klasse basis er et 10. skoleår, hvor der tages særligt hensyn og hånd om den enkelte elevs individuelle behov for at hjælpe eleven videre i uddannelsessystemet.

Malene Grandjean, vicedirektør på EUC Nordvestsjælland fortæller:

– Eleverne på 10. basis kan sagtens være fagligt stærke, det kan også være de ikke er, men måske har de haft dårlige oplevelser i uddannelsessystemet, som gør, at de bilder sig selv ind, at de ikke kan passe ind i uddannelsessystemet. Det skal vi have lavet om på med et skoleår med ekstra hensyn.

På 10. klasse basis vil eleverne blive undervist i dansk, matematik og engelsk, med henblik på at vil kunne leve op til optagelseskravene til en erhvervsuddannelse med et 02 i dansk og matematik. Eleverne vil også blive tilbudt kortere eller længere praktikophold i virksomheder eller på erhvervsuddannelser.

– Går man for eksempel med en drøm om at blive blomsterbinder, kan man i løbet af skoleåret komme i praktik som blomsterbinder i en butik, men også på uddannelsen i Roskilde. Det er en både håndholdt og skræddersyet 10. klasse, siger vicedirektøren.

Trygge rammer
Vores afdeling i Fårevejle ligger i det gamle rådhus, og ved siden af vores hovedbygning har vi det tidligere rådhus’ pedelbolig, og det er her 10. klasse basis kommer til at holde til. De trygge rammer er derfor også fysiske, da eleverne skal undervises et tidligere hjem, og det skaber en god tryghed. Derudover er der kun plads til 12 elever på 10. basis, der er derfor tale om en lille klasse med få elever, og det er også med til at skabe de trygge rammer for vores kommende elever, samtidig med at det giver os mulighed for at tilpasse undervisningen og skoleåret til den enkeltes elevs behov.

Indtil videre er der fire unge, der har tilmeldt sig tilbuddet til august. Tilmeldingen sker via den unges UU-vejleder i Odsherred Kommune, og så giver vi gerne en rundvisning og fortæller mere om uddannelsen.

Du kan læse mere om 10. basis på sn.dk