I uge 40 har det ikke kun været elever på EUC Nordvestsjællands afdeling i Holbæk, der har rendt rundt på skolen fra mandag til fredag. Nej, her blev der nemlig afholdt årets Skills Stafet for 8. klasser fra Holbæk og Odsherred Kommune.

Knap 1300 elever på besøg
Godt og vel 1300 elever har deltaget inddelt i hold, hvor de har konkurreret mod hinanden i forskellige discipliner, som har med erhvervsuddannelserne at gøre. Formålet med stafetten er først og fremmest at signalere, at det kræver skills at tage en erhvervsuddannelse – og 8. klasserne har for alvor vist, at de har skills, samtidig med de har oplevet den praktiske dimension ved uddannelserne.

Nogle af de uddannelserne, eleverne har mødt og prøvet, har været bygningsmaler, elektriker, tømrer, business/kontor, smed, personvognsmekaniker og struktør, og her har de været ude i nogle dyster skræddersyet til netop den enkelte uddannelse.

Har selv prøvet erhvervsuddannelserne
De, der var forbi elektriker, skulle eksempelvis lege kimsleg med en masse forskellige redskaber, en elektriker bruger i sit arbejde. Hos struktørerne skulle de forsøge sig med at lægge sten. Og hos tømrer skulle de bygge et tag for derefter at skrue det fra hinanden igen – altsammen på tid.

Det var dog ikke kun eleverne, der fik lov at konkurrere. Sidst på dagene dystede elevernes lærere mod lokale politikere om, hvem der var bedst til at tapetsere en plade. Her blev der heppet og klappet fra alle 8. klasserne, som naturligvis helst så, at deres lærer vandt konkurrencen og æren.

Skal videre til DM 
Under Skills Stafetten blev der hver dag kåret et vinderhold for henholdsvis Holbæk og Odsherred Kommune – de hold, der klarede disciplinerne hurtigst. Fredag 5. oktober blev der kåret en samlet vinder for hele ugen.

Vinderne fra Holbæk Kommune: Gruppe 495 fra 8.f på Skovvejens Skole afd. Kildebjerg
Vinderne fra Odsherred Kommune: Gruppe 439 fra Rørvig Friskole

Stort tillykke til skolerne og eleverne! I kan nu glæde jer til at skulle med til DM i Skills, der afholdes i Næstved 4. – 6. april 2019, hvor I skal dyste mod de andre 8. klasse-vindere.

De samlede vindere for Holbæk Kommune: Oliver, Emilie og Theis fra 8.f på Skovvejens Skole afd. Kildebjerg.