Onsdag 6. april var flagene fundet frem på vores afdeling i Holbæk. Her har seks studerende fra Maskinmesterskolen i København nemlig taget værkstedsforløbet af maskinmesteruddannelsen lokalt hos os – og i starten af april var de til eksamen som afslutning af forløbet (hvor hele tre i øvrigt fik et flot 12-tal).

Det skulle fejres om formiddagen denne onsdag, og både familie, undervisere fra vores erhvervsuddannelser, vores vicerektor Malene Grandjean samt uddannelsesleder hos MSK Tommy Birkebæk og rektor for MSK Ulrik Bak Nielsen deltog.

Det var et par hyggelige timer, hvor der var taler, uddeling af gaver og selvfølgelig mad og drikke, ligesom der også var mulighed for at se på nogle af de maskiner, de studerende har arbejdet på.

Godt samarbejde med MSK
Med var også uddannelsesleder Flemming Folke, som glædede sig over at have haft det første MSK-hold igennem EUC Nordvestsjælland i Holbæk:

– Det har været spændende at skulle passe dem (de studerende, red.) ind i vores andre aktiviteter på de afdelinger, de har været på. Men det er gået rigtig fint, og både studerende og lærere er vokset med opgaven undervejs. Så vi er utrolig glade for at have fået dette forløb ind, forklarer en smilende Flemming.

Han hæfter sig i den sammenhæng også ved det gode samarbejde mellem Maskinmesterskolen og Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser som et hele:

– Samarbejdet har bare fungeret fra start af – både når det kommer til ledelsen og medarbejderne.

Har lært fra mange uddannelser
Under værkstedsforløbet har de studerende prøvet kræfter med to moduler på en række af vores afdelinger – herunder smed, industritekniker og auto – og de har fået undervisning af vores blandt andre vores smedefaglærere Maiken og Lars, som den pågældende onsdag var ude som censorer for andre MSK-studerende og derfor ikke kunne deltage ved afslutningen. I stedet deltog faglærerne Svenn og Jimmi på deres vegne.

Nu kan de seks studerende se frem til at skulle i praktik som en del af uddannelsen, og de har alle allerede fundet gode lærepladser.