Alexander er 17 år og startede på grundforløb 2 på smedeuddannelsen i januar 2021. Alexander fortæller:
– Jeg var på besøg i smedeafdelingen og prøvede at arbejde i værkstedet, og det syntes jeg var rigtig fedt. Jeg kan godt lide at sidde og fordybe mig i det jeg laver, og det fik jeg lov til i smedeværkstedet. Derfor valgte jeg at starte på smedeuddannelsen i januar.

En start med fjernundervisning
Alexander havde en lidt anderledes start på uddannelsen, da han startede mit i corona-nedlukningen, og derfor var undervisningen for det meste virtuel. Under fjernundervisningen blev eleverne introduceret til forskellige digitale tegneprogrammer, hvor de lærte at tegne konstruktioner af de produkter, der skal produceres i værkstedet.

Alexander siger:
– I starten lærte vi at tegne simple figurer, og så blev det svære, så man blev udfordret, og vi skulle tegne konstruktioner af forskellige produkter, som derefter skal produceres i værkstedet.

Svejseøvelser
For at eleverne kan producere de konstruktioner de tegner, skal de lære at svejse. Derfor er det første de lærer på værkstedet svejsning. Her arbejder eleverne med forskellige svejseøvelser, og derefter skal de til en svejseprøve, og når de har gennemført deres svejseprøve, kan de begynde at producere produkter af metal.

Alexander fortæller:
– Det første jeg lærte på værkstedet er, at jeg skulle lære at svejse: Mag-svejsning, tig-svejsning og elektronisk-svejsning.

Blev taget godt imod
Eleverne er tilbage med fysisk undervisning på skolen, og stemningen er altid i top på værkstedet. Alexander fortæller:
– Jeg troede inden jeg startede, at det ville være en svær periode at skulle starte et nyt sted. Men der gik lige en dag eller to og så kunne man snakke med alle, og vi har det sjovt på værkstedet.

Alexander afslutter:
– Jeg synes, at de er rigtig søde, og jeg kan helt klart anbefale smedelinjen til andre.

Du kan også starte på smedeuddannelsen
Vi har opstart på smedeuddannelsen til august 2021, og du kan tilmelde dig allerede nu optagelse.dk.

Hvis du kommer direkte fra 9. eller 10. klasse, så skal du først starte på grundforløb 1 fagretningen “Industri og Miljø,” og derefter kan du starte på grundforløb 2 på smedeuddannelsen til januar 2022.

Vil du høre mere om smedeuddannelsen, så er du altid velkommen til at kontakte vores Elevtjeneste på 72 290 151.