På EUC Nordvestsjælland sætter vi en dyd af at hædre og anerkende vores medarbejdere for det gode arbejde, som de hver dag leverer. Derfor går det ikke ubemærket hen, når der er nogle, der udmærker sig særligt.

På skolen i Holbæk har vi et stærkt tømrerteam, der alle brænder for deres fag, leverer undervisning i top-kvalitet og har fokus på deres elever.

En af disse  tømrerfaglærere, der hver dag gør en ekstra indsats både for elever og kolleger, og som samtidig har et godt humør, der smitter af på alle, er Anders Ejgard Petersen. Han er derfor blevet indstillet til Byggeriets Faglærerpris af skolen.

Byggeriets Faglærerpris er en pris som Uddannelsesforbundet og Boligfonden Kuben står bag, og som har til formål at hædre en bygge-faglærer eller et team af byggefaglærere, der på usædvanligvis har udmærket sig og som brænder for at videregive viden og er en støtte for eleverne.

En stor ære
Anders Ejgard Petersen fortæller:
– Jeg er glad, stolt og beæret over indstillingen. Man føler, at man gør en forskel og bliver anerkendt for sit arbejde på en anden måde, når man bliver indstillet til sådan en pris og hører om alle de ting, som man bare gør i ens hverdag, der bliver anerkendt og rost.

Se udvikling og vidensdele
Anders Ejgard Petersen startede sin karrierer indenfor tømrerfaget for 21 år siden, hvor han startede i lære som tømrer som 17-årig. I dag har han været tømrerfaglærer i 5 år på EUC Nordvestsjælland, hvor han særligt er glad for at lære fra sig og videregive alt den viden, som han har fået i tømrerfaget igennem de sidste 21 år.

Anders fortæller:
– Det man har i hænderne, at gøre det til ord, og lære det til andre. Det kan jeg rigtig godt lide ved at være tømrerfaglærer. Jeg kan rigtig godt lide at videregive alt den viden, som jeg har bygget op igennem årene og se eleverne udvikle sig.

Anders supplerer:
– Faktisk er eleverne det bedste for mig ved at være faglærer. Det at kunne følge dem fra de starter som 17-årige, og se deres udvikling indtil de bliver udlærte. Det er meget stort og rørende.

Anders er kommet videre i konkurrencen og er nu blandt top 5 til at vinde prisen. Det er utrolig spændende, og vi krydser fingre.