Der var lagt op til en festaften af de helt store, da Byggeriets Faglærerpris 10. november 2022 skulle uddeles i København som en del af Building Awards Galla.

Fra Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser deltog direktør Steffen Lund, faglærer Jimmi Madsen, uddannelseschef Søren Leig Olsen samt uddannelsesleder Anders Ejgard Petersen.

En af de sidste tre
Årsagen var, at sidstnævnte var en af de tre finalister i kampen om Byggeriets Faglærerpris. En pris, som Uddannelsesforbundet og Boligfonden står bag, og som har til formål at hædre en bygge-faglærer eller et team af byggefaglærere, der på usædvanlig vis har udmærket sig, og som brænder for at videregive viden og er en støtte for eleverne.

Anders var blevet indstillet af Nordvestsjællands- Erhvervs og Gymnasieuddannelser for netop dét: hans enestående arbejde med elever og fag i kombination.

Indstillingen faldt i starten af 2022, og siden har juryen for prisen ad flere omgange besøgt skolens afdeling i Holbæk og Anders som en del af vurderingen. Torsdag aften 10. november kulminerede dette, da vinderen skulle findes.

Stolt over at være i betragtning
Selvom det ikke blev til en sejr for Anders i denne omgang, ser han tilbage på et spændende og lærerigt forløb, som kun har givet ham endnu mere lyst til at arbejde med unge mennesker på erhvervsuddannelserne:

— Generelt er jeg ekstremt stolt over bare at være i betragtning til denne pris. Det er et kæmpe skulderklap og noget af det største at opnå som faglærer – at eleverne er glade for ens undervisning både på et fagligt og menneskeligt plan. Det er det allervigtigste.

På Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser kunne vi ikke være mere stolte over at have en kapacitet som Anders, der altid har elevernes bedste for øje og sigter mod at dygtiggøre dem og gøre dem klar til det spændende arbejdsmarked.

Da indstillingen fandt sted, var Anders faglærer, men i dag yder han sit store arbejde for eleverne som uddannelsesleder på skolens afdeling på Absalonsvej 20 i Holbæk.