Fredag 25. juni var en ganske særlig dag på Processkolen i Kalundborg, hvor vores første hold EUX-procesoperatører blev helt færdige med deres uddannelse og dermed fik studenterhuer på foran deres nærmeste på skolen, hvor de har gået de sidste ca. 5 år.

Dengang blev det nemlig for første gang muligt at tage en gymnasial uddannelse på Processkolen, hvor uddannelseschef Leif Dam Pedersen efter meget arbejde endelig kunne se det første hold EUX-elever starte på skolen.

− På Processkolen har vi i mange år udbudt AMU og erhvervsuddannelser, og nu er vi også en erhvervsskole, der sender stærke EUX-studenter videre ud i livet – hvad end de unge mennesker skal ud at arbejde eller læse videre. Dette hold er de første EUX-procesoperatører, og det er vi stolte over, siger Leif på den festlige dag.

Får to uddannelser i én
EUX er en såkaldt 2-i-1-uddannelse, hvor eleverne både har gymnasiefag og tager en erhvervsuddannelse, og derfor har procesoperatør-holdet også været ude i praktik i deres virksomheder undervejs.

Det har krævet hårdt arbejde og dedikation af eleverne at klare uddannelsen, og tilfredsheden over at være færdige sås da også tydeligt i de mange glade ansigter på Processkolen denne fredag formiddag i slutningen af juni – mens de grå studenterhuer med det bordeux-røde bånd skinnede om kap med solen.

Glæde hele vejen rundt
Også uddannelsesleder på Processkolen Jannik Holbech Rasmussen havde fulgt med fra sidelinjen i løbet af dagen og undervejs i elevernes uddannelse:

− Eleverne har knoklet og fortjener virkelig at stå her i dag. Man kommer ikke sovende til en EUX-studentereksamen, og eleverne har leveret en stærk indsats både her på skolen og i deres virksomheder, slår han fast med et smil.

Også i det lokalpolitiske landskab vækker dagens store nyhed på Processkolen glæde.

− Det er fantastisk med endnu en institution, som uddanner erhvervsstudenter, der taler godt sammen med vores erhvervsliv. Her er der jo en tæt forbindelse mellem EUX-procesoperatør og hele vores biotekindustri, lyder det fra borgmester Martin Damm.

Næste hold står klar
På Processkolen var humøret naturligvis i top hos de nyklækkede EUX-studenter, som ikke kunne vente med at fejre bedriften både i løbet af dagen og i de kommende uger.

Der er hvert år opstart for nye hold EUX-elever på Processkolen til august, og det ser uddannelseschef Leif Dam Pedersen allerede nu frem til.

− Det er en fornøjelse at fejre de nyudklækkede EUX-studenter i dag, og vi glæder vi os meget til august, hvor både EUX- og EUD-elever igen starter på vores efterhånden mange uddannelser.