Borgmesteren rydder kalenderen og fejrer DM i Skills-vindere

Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen havde fredag morgen 26. april ryddet sin kalender, fordi hun ville være med til at fejre de tre vindere ved DM i Skills fra EUC Nordvestsjælland.

De tre stolte vindere, praktikværter, direktør og borgmester. Forrest fra venstre: Ebrahim Amiri, Kristoffer Bast, Mathias Sejerbo Jensen og borgmester Christina Krzyrosiak Hansen. Bagest fra venstre: Ebrahims praktikvært fra Persolit Entreprenørfirma afd. København i Rødovre, direktør Steffen Lund, EUC Nordvestsjælland, Kristoffers praktikvært fra Redtz Glas & Facade i Odense, og endelig Mathias’ praktikvært fra Husmer Glas og Facade i Frederikssund.

Det var en veloplagt direktør fra EUC Nordvestsjælland, Steffen Lund, der bød borgmester, vindere og danmarksmestre velkommen til en festlig fejring af de tre vindere.

– Vi er rigtige stolte af jer. Stolte fordi I er en del af talentudviklingen, men også fordi I med jeres deltagelse i DM i Skills har været med til at vise stolthed over jeres fag. Der skal også lyde en tak til jeres mestre, fordi de både udfordrer jer  samt giver jer mulighed for at deltage i DM i Skills og udfolde jeres potentiale fuldt ud. Vi glæder os til samarbejdet de næste 25-30 år, hvor vi regner med at se jer som mestre, sagde Steffen Lund med et smil på læben.

Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen med vinderen hos de tekniske isolatører – Ebrahim Amiri fra Holbæk.

Borgmester Christina Krzyrosiak Hansen var vildt imponeret og fortalte, at hun aldrig var blevet danmarksmester i noget – udover at være den yngste (borgmester i Danmark).

– Og det skal man ligesom ikke rigtig gøre noget for, lød det fra med et smil i øjet fra den unge borgmester, inden hun fortsatte:

– I alt for mange år har vi glemt, at rigtig meget af vores samfund er bygget op på, at vi er knivskarpe på erhvervsfagene. Vi har brug for, at dygtige unge mennesker tager en faglært uddannelse. Derfor er I en inspiration for unge mennesker, men også rollemodeller. For det, I viser, er, at I fulgte jeres hjerte og gik hele vejen, og viste, at det er ok at nørde og vise stoltheden ved sit fag. I er derfor rollemodeller for fremtidens faglærte.

Gaver var der også, og Steffen Lund uddelte på vegne af EUC Nordvestsjælland et øllefant-gavesæt med en nøglering og en oplukker af Georg Jensen til de tre vindere ved DM i Skills, mens deres mestre også fik en lille erkendtlighed. Dog af mere flygtig karakter, som Steffen Lund udtrykte det.

Fra venstre: Ebrahim Amiri, Kristoffer Bast, direktør Steffen Lund, borgmester Christina Krzyrosiak Hansen og Mathias Sejerbo Jensen.

De 3 vindere i DM i Skills og deres mestre er:

  • ALUBYGGER: Mathias Sejerbo Jensen fra Husmer Glas og Facade i Frederikssund
  • GLARMESTER: Kristoffer Bast fra Redtz Glas & Facade i Odense
  • TEKNISK ISOLATØR: Ebrahim Amiri fra Persolit Entreprenørfirma afd. København i Rødovre