Drømmer du om at arbejde med mad? Nu har vi uddannelsen til dig!

Flere maduddannelser til EUC Nordvestsjælland

EUC Nordvestsjælland har netop fået godkendt udbuddet af grundforløbet på kokke- og tjeneruddannelserne i Odsherred. Uddannelserne forventes at starte op i 2019.

I vinter søgte EUC Nordvestsjælland undervisningsministeriet om tilladelse til at udbyde grundforløbet på uddannelserne til gastronom (kok) og tjener. EUC Nordvestsjælland har det sidste år gjort meget for at få flere uddannelser til Odsherred. Sidste år kom ernæringsassistentuddannelsen til i Fårevejle, hvor man også kan starte på fagretningen ”mad, ernæring, gartner og oplevelser”, og i næste uge åbner de den nye afdeling i Asnæs op med den populære fagretning ”byg et hus”. De nye uddannelser som gastronom og tjener kommer til at ligge i Fårevejle.

Borgmester i Odsherred Thomas Adelskov udtaler: ”Jeg er utroligt glad for, at EUC Nordvestsjælland igen er lykkedes med at få flere uddannelser til Odsherred kommune. Uddannelse er højt på dagsordenen i Odsherred, og det er vigtigt for os, at vores unge har gode uddannelsesmuligheder lokalt. At få flere maduddannelser til kommunen går også rigtig godt i spænd med Odsherreds tradition for god gastronomi og gode lokale råvarer. Derfor glæder vi os til at byde de nye kokke- og tjenerelever velkomne i Odsherred.

Godkendelsen viser, at Undervisningsministeriet bakker op om EUC Nordvestsjællands initiativ for at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse, samtidig med at ministeriet ønsker, at øge uddannelsesdækningen inden for maduddannelserne, hvor der både lokalt og nationalt er mangel på arbejdskraft.

Også erhvervsmand og kok Henrik Nielsen fra Restaurant Suri i Holbæk er begejstret for udsigten til at få flere unge kokke- og tjenerelever til området. Han siger: ”Vi oplever en stor mangel på arbejdskraft i restaurationsbranchen, og herude i Nordvestsjælland kan det være svært at rekruttere lærlinge til at dække vores store behov. Det er derfor virkelig godt, at uddannelserne kommer til vores område, og jeg håber, at det vil vække lokale unges interesse for at arbejde med mad. Jeg vil i hvert fald glæde mig til udsigten til at få en lokal lærling.

Unge der vælger, at starte på én af de nye uddannelser kan se frem til et spændende og intenst uddannelsesforløb. Efterfølgende har de rigtig gode muligheder for at få arbejde. Begge uddannelser giver desuden rigtig gode muligheder for at tage til udlandet og arbejde og dygtiggøre sig internationalt.

 

Læs mere om kokkeuddannelsen
Læs mere om tjeneruddannelsen
2018-08-07T11:25:43+00:00