I uge 47 havde vi et spændende besøg på vores afdeling i Holbæk: nemlig af en række 5. klasser fra Bjergmarksskolen i forbindelse med projekt Ild & Robotter. Det er et læringsforløb, der spiller sammen med faget Håndværk og design, og hvor eleverne får praktisk erfaring med håndværksfag. Nærmere bestemt smedefaget.


Lærte smedefaget at kende
I den forbindelse har eleverne – udover undervisning på egen skole – haft praktisk undervisning både i den gamle smedje hos Oplevelsescenter Nyvang og i vores smedeværksted på Absalonsvej 14.
Hos os har eleverne, godt assisteret af vores faglærere, oplevet bl.a. svejserobot og computerstyret fræser, ligesom de selv har prøvet kræfter med smedefaget i arbejdet med at lave en vindmølle.
Formålet er at få elevernes øjne op for håndværk og vække deres nysgerrig i forhold til arbejde med hænder – og vi skal love for, at eleverne fik vakt deres nysgerrighed.
De var i vores værksted både tirsdag og fredags i uge 47, hvor både deres smil og øjne var store undervejs, som det gik op for dem, hvad man egentlig kan i smedefaget. Fx med slibearbejde.


Det skulle eleverne arbejde med:
Helt konkret skulle eleverne i grupper konstruere vinger og den færdige mølle (se billederne her i artiklen), inden deres arbejde som afslutning skulle vurderes ud fra en række kriterier: sikkerhed, samarbejde, stabilitet, funktion, helhedsindtryk og graden af egen konstruktion.
Eleverne leverede en forrygende indsats, og det var en fornøjelse at have dem på besøg. Nu er næste step, at eleverne tilbage på egen skole skal teste, om møllerne virker som håbet.


Projektet er blevet muligt med støtte fra Tietgen Fonden og Holbæk Kommune, hvilket vi er utroligt glade for. Nu glæder vi os til, at det skal rulles ud til de øvrige 5. klasser i kommunen fra starten af 2023. Det kommer derefter til at løbe de kommende år, hvor ca. 1700 elever får glæde af forløbet.