Fredag har hele Skill City summet af liv fra grundskoleelever, der har dystet og heppet på deres kammerater i Skills-stafetten.
En stafet, hvor de bedste 8. klasser fra alle landets kommuner har dystet imod hinanden, i forskellige erhvervsdiscipliner.

Til dette års Skills-stafet var de tre bedste 8. klasser fra henholdsvis Kalundborg Kommune, Holbæk Kommune og Odsherreds Kommune inviteret ned til Høng, med privat bus og forplejning.
De tre grundskoler, der var inviteret med var: Vig Skole, Højbo Friskole og Tølløse Privat- og Efterskole.

I bussen på vej til Høng fik alle elever og undervisere også udleveret en sej hoodie, hvilket gjorde, at hele Skill City var domineret af glade, unge grundskoleelever i flotte NEG-hoodies.

Efter det indledende heat gik tre dygtige elever fra 8.B på Tølløse Privat- og Efterskole suverænt videre til finalen.
Eleverne Ida Skov, Frederik Hansen og Hjalte Ard Hansen var i første heat fire minutter hurtigere, end nummer to og de var derfor helt klar til at kæmpe med om medaljerne, da finalen gik i gang få timer efter.

I finalen brillierede de tre elever fra Tølløse Privat- og Efterskole også, og de kæmpede sig frem til en flot sølvmedalje og en pengepræmie på 5.000 kr.

Udover checken vandt Ida, Frederik og Hjalte også æren af, at kunne kalde sig den anden bedste 8. klasse i Danmark til Skills-stafetten.

Stort tillykke til alle de deltagende elever og til Ida, Frederik og Hjalte med den flotte anden plads.

Foto: Søren Schnoor/SkillsDenmark