På uddannelsen til teknisk isolatør blev legoklodserne fundet frem torsdag 1. oktober. Nærmere bestemt skete det i teknologi-undervisningen, hvor eleverne på hovedforløb 3 i øjeblikket arbejder på et eksamensprojekt i grupper.

En grøn og kreativ løsning
Eksamensprojektet har temaet “en nemmere hverdag,” og eleverne har fået til opgave at udvikle løsninger, der kan gøre hverdagen nemmere med viden og håndværk fra teknologi-faget.

En af grupperne har været særlig kreative og tænkt ud af boksen for at løse denne opgave. De har fokuseret på at gøre det nemmere for familier i hus at sortere deres affald korrekt og spare på plast. Det vil de ved at have nedgravede affaldscontainere med rørføring til familiernes huse, og i køkkenet vil der være luger til familiens forskellige affald, som ved trykluft vil blive fragtet fra lugen og ned i den rigtige container.

En prototype ud af lego
For at visualisere deres løsning fandt eleverne legoklodserne frem og gik i gang med at bygge en prototype. Eleverne byggede et hus med rørføring ned til containerne, så man kunne se, hvordan affaldet ville blive transporteret fra en husstands hjem og ned til containerne.

Derudover vil noget af affaldet blive kværnet undervejs, og fra containerne vil der være rørføring ud til en vej – noget á la en brandhane – så skraldebilen kan komme og suge containerne tomme for skrald. Det blev også illustreret og overskueliggjort med legoklodser.

På den måde må man sige, at familiernes affaldshåndtering i hverdagen bliver utrolig nemmere. De skal nemlig hverken bruge affaldsposer, skraldespande eller gå ud med skraldet. Det er en vildt god grøn ide.