Det var en rørt Mathias Stæhr der trådte ud af døren, efter sin sidste eksamen. Udenfor ventede mor, far, lillesøster og moster. Det var lillesøster der fik æren af at give Mathias den flotte og velfortjente hue på. Der var ingen tvivl om, at dette var en stor dag for hele familien.

Mathias har nu gennemført sin studentereksamen på uddannelsen til EUX-tømrer. Det betyder, at han både får et svendebrev og en studenterhue, hvilket nu giver ham flere mulighed. Han kan nemlig både vælge, at gå ud og arbejde eller han kan vælge at læse videre. Da Mathias skulle vælge uddannelse, vidste han ikke, der var noget, der hed EUX og som mange andre, var han også været i tvivl om hvilken uddannelse, han skulle vælge.

“I folkeskolen ville jeg gerne være landmand. Men i 9. klasse var jeg en tur i praktik i en tømrervirksomhed og besluttede, at det var tømrer jeg gerne ville være. Efter en snak med en vejleder, fik jeg øjnene op for eux’en. Jeg synes, at det lød godt, at jeg kunne kombinere min tømreruddannelse med en studentereksamen, og på den måde have mulighed for at videreuddanne mig efterfølgende. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvad jeg ville bruge studentereksamen til, men nu har jeg bestemt mig for at læse videre til bygningskonstruktør. Jeg vil dog gerne lige ud at arbejde først, men ikke for længe – måske 1 år eller 1,5 år – ellers vender man sig til at have mange penge og så bliver det svært at skulle tilbage i skole”, siger Mathias med et grin.

Selvom det har været et hårdt forløb, har det været det helt rigtige for Mathias.

“Jeg kan helt sikkert anbefale EUX til andre. Det kræver disciplin, men man får virkelig meget ud af det.”

Læs mere om de forskellige uddannelser med EUX-teknisk her:

EUX Anlægs- og bygningsstruktør

EUX Bygningsmaler

EUX Bygningssnedker

EUX Elektriker

EUX Industritekniker

EUX Murer

EUX Personvognsmekaniker

EUX Procesoperatør

EUX Smed

EUX Tømrer

EUX Værktøjsmager