Det er med glæde, at vi kan meddele, at vi netop har modtaget den endelige fusionsgodkendelse. Det betyder, at EUC Nordvestsjælland og Odsherreds Gymnasium nu er én og samme institution, nemlig Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser.

Bestyrelsesformand for EUC Nordvestsjælland, Niels-Henrik Dreesen, fortæller:
“Vi er utrolig glade for fusionsgodkendelsen og glæder os til at tilbyde et endnu stærkere uddannelsestilbud i Odsherred i samarbejde med Odsherreds Gymnasium.”

De to uddannelsesinstitutioner har i mange år arbejdet på at skabe et stærkt uddannelsesmiljø i Odsherred ved at forberede rammerne for uddannelse for de unge og få endnu flere uddannelser til kommunen, så de unge kan uddanne sig lokalt.

Bestyrelsesformand for Odsherreds Gymnasium, Morten Blomhøj, uddyber:
“Med fusionen får vi et stærkt og robust grundlag for at videreføre og udvikle det gymnasiale uddannelsestilbud i Odsherred med STX, HF, og HHX. Men vigtigst er, at fusionen giver grundlag for realisering af visionen om et campus Odsherred i Asnæs med et stærkt og sammenhængende tilbud af gymnasiale og erhvervsrettede uddannelser samt målrettede 10. klassestilbud til begge typer af uddannelser. Via fusionen skaber vi uddannelsesmuligheder og ungemiljø i Odsherred, og det kan fungere som vækstmotor for bosætning, erhvervsudvikling og i det hele taget bidrage til et løft i uddannelsesniveauet i kommunen. Vi glæder os derfor over, at fusionen nu er en realitet, og ser frem til samarbejdet.”

Med fusionen vil EUC Nordvestsjælland og Odsherreds Gymnasium arbejde på at gøre Campus Odsherred i Asnæs til en realitet, så de unge både får solide sociale og faglige fællesskaber med plads til alle. Uanset om man vil vælge en erhvervsuddannelse eller en gymnasialuddannelse i Odsherred.

Mange lokale uddannelsesmuligheder

Fusionen træder i kræft med virkning fra 1. januar 2021. EUC Nordvestsjælland og Odsherreds Gymnasium kommer dermed til at høre under Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser.

Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser bliver dermed det største og bredeste uddannelsestilbud i Nordvestsjælland og kommer til at omfatte STX, HF, HHX, HTX, erhvervsuddannelser, EUX og 10. klasse.

Direktør for EUC Nordvestsjælland Steffen Lund, som fortsat vil være direktør for hele Nordvestsjællands Erhvervs-  og Gymnasieuddannelser, glæder sig over de muligheder, fusionen giver:
“Det er vores vision at give de unge i Odsherred et stærkt, attraktivt og bæredygtigt uddannelsestilbud lokalt, og vi ser frem til at kunne give dem endnu flere uddannelsesmuligheder i Odsherred.”

Udover de mange uddannelsesmuligheder, som EUC Nordvestsjælland har startet op i Odsherred, som fx gastronom- og tjeneruddannelserne samt HHX i samarbejde med Odsherreds Gymnasium, vil Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser understøtte, at der i fremtiden kommer endnu flere erhvervsuddannelser og gymnasiale uddannelsestyper lokalt i Odsherred.

Rektor på Odsherreds Gymnasium, Niels-Peter Babalola Andersson fortsætter:
“Vi glæder os til at skabe et spændende og nytænkende uddannelsesmiljø, der både er attraktivt for de unge, og som bidrager til veluddannet arbejdskraft i Odsherred.”

Med fusionen behøver de unge i Odsherred ikke forlade kommunen for at uddanne sig. Endvidere lægger mange af de uddannelsestilbud, som Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser  har, op til, at man bliver i Odsherred og får et arbejde lokalt.

Borgmester i Odsherred Thomas Adelskov afslutter:
“Det bliver godt at få flere uddannelsestilbud til Odsherred Kommune, og jeg ser frem til at se, hvordan EUC Nordvestsjælland og Odsherreds Gymnasium vil skabe fundamentet for en helt ny måde at tænke uddannelse på i tæt interaktion med Odsherred Kommunes helt grundlæggende karakteristika: fødevareproduktion, turisme og oplevelsesindustri.”