På opdagelse i håndværk og service

På opdagelse i håndværk og service2019-05-14T11:14:59+00:00

Udbydes kun i Kalundborg.

Denne fagretning er for dig, som lærer bedst i en kombination af erhvervsfag og praktiske opgaver. Opgaverne foregår i projekter og i samarbejde med byens virksomheder.

Du får erfaring i at arbejde med flere forskellige håndværk og fag inden for byggeri, teknik, transport og service. Du får viden om, hvad der foregår i servicevirksomheder, produktionsvirksomheder, på værksteder eller byggepladser. Derudover kommer du til at bruge forskellige styrings- og planlægningsværktøjer, som skaber overblik i arbejdet og gør det mere effektivt. Du kommer til at arbejde kreativt og innovativt med design, planlægning og udførelse af projekter.

Denne fagretning giver dig en god baggrund for valg af uddannelsesretning: murer, tømrer, struktør, elektriker, tagdækker, glarmester, teknisk isolatør, værktøjsmager, snedker, maskinsnedker, maler, industrioperatør, industritekniker, lageruddannelse, personvognsmekaniker, procesoperatør, smed, tandklinikassistent.

Undervisningen på fagretningen
Undervisningen er projektorienteret med tre projekter inden for disse arbejdsområder: Idé, design, planlægning, fremstilling og udførelsen af projekter. Ud over det faglige indhold er evnen til at samarbejde inden for flere fag et afgørende omdrejningspunkt for alle projekter. Undervejs i projekterne vil du få flere overraskende og forskellige ekstra udfordringer, som giver dig viden om andre erhverv og jobmuligheder gennem praktiske og realistiske opgaver og udfordringer.

Følgende projekter vil indgå i fagretningen:

Design og tegning af elementer til udeliv

I det første projekt skal du designe og tegne en grill hvor der arbejdes på flere forskellige værksteder. Du kommer til at arbejde med opgaver inden for områder som design, materialekendskab og tegning. Du skal også arbejde med farver og funktioner, for at opnå et godt resultat – så du får tilfredse kunder.

Planlægning og produktionsledelse projektet

Du får erfaring i, hvordan du styrer og leder en produktion. I dette projekt kommer du blandt andet til at arbejde med ledelse, logistik, indkøb af materialer, forsikringsforhold og økonomiske modeller. Du vil komme til at beskæftige dig med arbejdsprocesser, som er kendetegnede for fremstilling, byggeri og service.

Fremstilling af hus/shelter og transport til udeliv

I dette projekt vil du fremstille en shelter, hvor flere fag skal anvendes. Du får mulighed for at prøve kræfter med en række håndværksmæssige fag, når du skal bygge shelter: fundament, vægge, tag, gulv, udfører installationer og energifremstilling og male huset – blot for at nævne nogle af opgaverne. Til transporten arbejdes der med motor, kørefunktioner mm.  – så samlet set kan mange forskellige fag anvendes. Samarbejde mellem fag og faglig kommunikation vil indgå i projektet, så projektet kan lykkedes og blive færdigt til tiden.

Michael Torben Gransøe
Michael Torben Gransøe Vejleder
72 290 422
mig@eucnvs.dk

Afdeling

EUC Nordvestsjælland
Processkolen
Rynkevangen 7 – 9
4400 Kalundborg

Hovednummer: 72 290 400