Solen står højt i dag, og det samme gælder humøret i malerafdelingen, hvor 7 malerelever netop har afsluttet deres uddannelse og fået deres svendebrev.

De nye malersvende blev fejret af lærere og nærmeste familie og venner i skolens kantine, hvor der var dækket fint op. Fejringen startede med, at eleverne fik overrakt deres beviser, og her var der en elev, der havde udmærket sig særligt. Det var Victoria, der sammen med sit svendebrev fik en fin bronzemedalje.

Victoria fortæller med et smil:
–  Jeg er overrasket over at have fået en medalje. Jeg havde håbet, at jeg måske kunne få en lidt høj karakter, men at få en bronzemedalje – det overrasker mig. Jeg er meget glad og beæret, og jeg er glad for at have gjort mit arbejde meget godt.

Victoria har en klar plan til fremtiden, og hvad hun skal bruge sit svendebrev. Hun skal nemlig arbejde som maler og fortsætte hos sin mester som færdiguddannet maler. Victoria fortæller:
– Jeg skal fortsætte hos min mester, Malerfirmaet Niels Hansen ApS i Roskilde. Jeg regner med at blive der i nogle år.

Ros og lækre retter
Det var ikke kun Victoria, der havde udmærket sig til svendeprøven. Mille og Nina blev antaget med ros for at levere et utrolig flot stykke arbejde ved svendeprøven.

Efter bevisoverrækkelserne gik eleverne udenfor for at få taget et svendefoto, og derefter gik de tilbage til kantinen, hvor der var en lækker buffet og kolde drikke, der ventede dem, som de kunne nyde.

Svendeprøven på maler
Under svendeprøven skulle eleverne bruge forskellige malerteknikker til at klargøre en bås. Eleverne blev stillet for en maleropgave, som de vil komme ud for i virkeligheden, og her skulle de komme med et estimat på, hvor lang tid det vil tage at løse opgaven, og hvad prisen kommer til at være for arbejdet.

Båsen som eleverne havde fået skulle de bl.a. sætte et mønstertapet på, og så skulle de vælge nogle farver, der passer til tapetet, som de skulle bruge på de andre vægge i båsen, hvor der ikke skulle være tapet.

Kæmpe stort tillykke
Skolen ønsker alle syv elever kæmpe stort tillykke med svendebrevet og alt held og lykke i fremtiden.

På billede øverst fra venstre: 

  • Mille Nørager Mathiasen (antaget med ros), læreplads: Malerfirmaet Henry Hansen og Søn A/S
  • Victoria Zenia Niehau (antaget med en bronzemedalje): læreplads: Malerfirmaet Niels Hansen ApS

Midten fra venstre:

  • Nicklas Ozaydin, læreplads: Malerfirmaet Henry Hansen og Søn A/S
  • Lucas Schäffer Vejlebo Olsen, læreplads: Martin Kjærgaard Madsen ApS
  • Nicklas Arno Lyng, læreplads: Malerfirmaet MB v/Michael Brodersen
  • Sonny Ekman Johansson, læreplads: Malerfirmaet Henry Hansen og Søn A/S

Forreste række:

  • Faglærer Christine Bøgelund Dancker
  • Nina Uldberg Poulsen (antaget med ros), læreplads: Malermester Kenneth Gaard