Vil skaffe praktikpladser til ernæringsassistenter


Pressemeddelelse fra Odsherred Kommune november 2017. 

Odsherreds Madservice har formandsposten i det Lokale Uddannelsesudvalg for ernæringsassistentuddannelsen og vil arbejde på praktikpladser og job i både det offentlige og private i Odsherred og Holbæk Kommuner.

Lokale praktikpladser, gerne i en deleordning, mellem det private erhvervsliv, fx restauranter, og offentlige arbejdspladser som Odsherred Madservice eller i madfremstillingen i Koncernservice på Holbæk Sygehus, vil være en af hovedprioriteteterne for det netop nedsatte LUU – Lokalt Uddannelses Udvalg for ernæringsassistentuddannelsen i Nordvestsjælland.

LUU er nedsat som en følge af EUC Nordvestsjællands oprettelse af grundforløb 2 for ernæringsassistentuddannelsen i Uddannelsescenter Fårevejle fra nytår, og formandskabet er gået til Odsherred Madservice, der står for produktionen af maden til plejecentre, offentlige kantiner, skolemad mv., ved produktionsansvarlig Bodil Nielsen.

- Vi er meget glade for at kunne være med til at hjælpe ernæringsassistentuddannelsen godt i gang lokalt. Jeg ser et perspektiv, hvor det private og offentlige samarbejder om praktikpladserne, der forhåbentlig også kan føre til varige job i vores område til gavn for vores unge, siger Bodil Nielsen Odsherred. 

Produktionsansvarlig_BodilNielsen.jpg

Madservice har 55 ansatte og tager jævnligt 9. og 10. klasses elever i skolepraktik og har i øjeblikket også en ernæringsassistentelev.

- Men ofte har det knebet med overhovedet at rekruttere nye ernæringsassistenter fra vores område, og her tror jeg, vi kan være med til at vende udviklingen til gavn for virksomhederne og de unge og samtidig med den øgede fokus og anvendelse af de lokale fødevarer, fremhæver produktionsansvarlig Bodil Nielsen, som oprindelig er uddannet køkkenleder.

I det lokale uddannelsesudvalg repræsenterer Bodil Nielsen arbejdsgiverne, mens kredsformand i Kost- og Ernæringsforbundet Rikke Kristensen repræsenterer arbejdstagerne og er næstformand. Desuden sidder ejeren af restauranterne SuRi og Elmely Kro i Holbæk Kommune, Henrik Nielsen, som arbejdsgiverrepræsentant og som tilforordnede deltager uddannelseschef ved EUC, Helle Pierri, uddannelsesleder ved EUC Helle Sonne samt underviser Theis Lynge Petersen, EUC.

Grundforløb 1 og 2 for ernæringsassistentuddannelsen er på hver 20 uger og udgør den første del af uddannelsen til henholdsvis ernæringshjælper og ernæringsassistent, som i alt har et forløb på to år og syv måneder inklusive tre praktikperioder.

Ernæringsassistenter.jpg

Bodil Nielsen ser gode muligheder for, at Odsherreds Madservice vil kunne tilbyde praktikophold for ernæringsassistentelever både i produktionskøkkener ved Plejecentret Solvognen i Højby og Plejecentret Bakkegården i Hørve, og gerne i samspil og afveksling med de lokale restauranter.

En opgørelse fra EUC Nordvestsjælland viser, at der i Holbæk og Odsherred Kommuner findes 253 virksomheder inden for fødevareområdet, hvoraf kun fem i dag er godkendt og har elever, mens 9 andre er godkendt til praktikophold, men uden elever, mens der er hele 42 mulige virksomheder, der sandsynligvis vil kunne opfylde kravene til at tage praktikanter.

- Vi ser frem til, at flere unge fra vores område får øjnene op for denne uddannelse, som kan foregå lokalt i praktiktiden, siger Bodil Nielsen.

Fakta om ernæringsassistent
Arbejdet som ernæringsassistent består i at mestre køkkenhåndværket, tilberede, tilsmage og anrette den gode hverdagsmad til børn, unge, voksne og ældre i forskellige institutioner.

Det kan fx være på sygehuse, plejehjem, ældrecentre, kantiner, cafeer, skoler, højskoler, modtagekøkkener, kaserner, dag- og døgninstitutioner og selvstændige virksomheder.

Uddannelsen giver en omfattende viden og kompetencer til at kunne udfolde køkkenhåndværket og tage ansvar for alle dele af processen med at få indbydende og sund mad på bordet.

Menuplanlægning, indkøb, tilberedning, tilsmagning, anretning, oprydning, egenkontrol mv. indgår i din daglige beskæftigelse som ernæringsassistent og bidrager til, at den praktiske hverdag i et køkken forløber planmæssigt.

Arbejdet består også af varierede og veltilberedte måltider til mange personer tilrettelægges og kordineres. Ernæringsassistenten behersker også brugen af køkkenteknologi og af it- og produktionsudstyr samt varetagelse af god køkken- og produktionshygiejne.