Unge i fødevare-praktik


Pressemeddelelse fra Odsherred Kommune 27. november 2017. 

En halv snes folkeskoleelever har i uge 47 mødt ildsjæle inden for fødevareproduktion og selv fremtryllet en flot kulinarisk menu hos Nordisk Center for Lokale Fødevarer i Fårevejle.

De har besøgt den økologiske svineproducent Jesper Adler på Gelstrupgård ved Egebjerg, klappet Herefordkvæg og får hos Selandia i Slagelse, besøgt verdensmesteren i chokoladefremstilling Mikkel Friis-Holm på chokoladefabrikken i Hvalsø og set og hørt, hvordan chokoladeproduktionen egentlig foregår. 10 elever fra folkeskolerne i Odsherred har i denne uge 47 været i ”kulinarisk praktik” hos Nordisk Center for Lokale Fødevarer i Fårevejle i et samarbejde med Ung i Odsherred. Det er tredje gang, NCLF inviterer kommunens skoleelever inden for til en verden af smag og oplevelser.

- Vi vil gerne bibringe de unge en god uge med oplevelser, hvor de også selv får lov til at fremstille en god menu som afslutning på ugen. De møder nogle ildsjæle, som virkelig brænder for deres arbejde med fødevarer, og de ser og hører, at det at være fx Michelin-kok eller grøntsagsproducent eller svinebonde ikke er noget, man kommer sovende til. Det kræver hårdt arbejde, siger seniorrådgiver Jesper Zeihlund fra NCLF.

Fathi fra 9.C på Nordskolen Højby har været glad for at være i praktik. Han var torsdag sammen med sine kammerater beskæftiget med at fylde forme op med lækker chokolademousse, fremstillet af den fine chokolade, eleverne fik hos verdensmesteren Mikkel Friis-Holm i Hvalsø.

- Jeg kan godt lide at lave mad, det interesserer mig, og jeg vil gerne tage kokkeuddannelsen, siger Fathi

Signe Kinnerup fra 10. klasse fødevarelinje hos EUC Nordvestsjælland i Fårevejle er egentlig ikke så sikker på, at hun vil gå fødevarevejen.

- Jeg har været rædselsslagen ved fx at se en kylling blive parteret, men i næste uge skal jeg nu alligevel pille kyllinger med min morfar, smiler Signe, der har skrællet gule beder, som indgik i den afsluttende menu fredag, hvor der ud over svinekam fra Gelstrupgård og lokale kyllinger også blev fremstillet pommes rösti af kartofler og rodfrugter.

Alle eleverne fra praktikugen samt eleverne i 10. klasse fødevarelinjen, som har samarbejdet, stod bag afslutningsmenuen, hvor forældrene også var inviteret til spisning.

10.klasse_mad.jpg