Fredag 29. oktober havde vi besøg af personale fra Odsherreds Gymnasium på vores afdeling i Fårevejle, hvor der var planlagt en pædagogisk dag med fokus på det fremtidige samarbejde mellem EUC Nordvestsjælland og Odsherreds Gymnasium.

Der var lagt op til den helt store læringsdag, hvor de 48 deltagere skulle prøve kræfter med vores forskellige erhvervsuddannelser i Fårevejle. Deltagerne blev således delt ind i tre hold, hvert hold skulle rundt til lige så mange poster og prøve kræfter med arbejdet.

Fokus på fremtidigt samarbejde
I tømrerafdelingen betød det, at der skulle samarbejdes om at producere en blomsterkasse.

’’I skal lave en blomsterkasse med EUC Nordvestsjællands logo på den ene side og Odsherreds Gymnasiums logo på den anden side. Blomsterne, der skal vokse i dem, skal symbolisere vores samarbejde, som i fremtiden vil blomstre,” fortalte uddannelsesleder Channe Schülein i sit introducerende oplæg til gæsterne fra Odsherreds Gymnasium.

På maduddannelserne skulle der tilberedes en lækker frokost, som deltagerne selv fik lov at nyde: lækre poké bowls med friske råvarer fra lokalområdet.

Sidst men ikke mindst afholdte uddannelsesleder Channe Schülein en omgang jeopardy i kantinen, hvor der blev quizzet i viden om EUC Nordvestsjælland og andre sjove emner.

Netværk og nydelse
Dagen igennem var humøret i top, og der var plads til både at joke og udveksle gode historier mellem faglærere og deltagerne fra Odsherreds Gymnasium undervejs. Dagens program blev afsluttet med fællesfrokost, hvor det var tid til at smage på den lækre mad, som alle havde bidraget til at tilberede.

Vi siger tak for en fantastisk sjov dag i fællesskabets tegn.