Praktikforløb for grundskolelærere

I september har vi haft besøg af en række grundskolelærere fra Holbæk og Odsherred, der har været i praktik på vores forskellige værksteder – både på Absalonsvej i Holbæk og i vores afdeling i Audebo.

Praktikforløbet er en måde for grundskolelærerne at udvide deres horisont i forhold til mangfoldigheden i erhvervsuddannelsesverdenen. Forløbet skal være med til at inspirere lærerne til at have erhvervsuddannelserne langt fremme i erindringen, når de skal vejlede eleverne, når de skal til at vælge uddannelse. Som Carsten Lund Rasmussen, pædagogisk udviklingskonsulent fra EUC Nordvestsjælland, forklarer:

Det handler både om at give dem viden om EUD, men mest af alt om at give dem nogle konkrete håndværksmæssige erfaringer med forskellige håndværksfag. Dette dybere kendskab til EUD skal understøtte folkeskolelærerne, når de skal vejlede udskolingseleverne.

Endvidere fortælle Carsten, at han håber, at forløbet kan gøde jorden for flere samarbejder mellem folkeskolerne og EUC Nordvestsjælland.

Prøver kræfter med håndværk

Det er ikke småting, grundskolelærerne har skullet igennem på deres korte forløb. I Audebo har lærerne fra Odsherred prøvet kræfter med tagdækkeruddannelsen, hvor de bevæbnet med en tagbrænder skulle forsøge at brænde tagpap.

På hovedafdelingen i Holbæk stod den på hele fire forskellige håndværk. Her skulle lærerne fra Holbæk blandt andet forbi smed, hvor de fik tegnet modeller på computer og endda også bukket en smuk rose i metal. Hos auto blev der testet og fejlfundet på blinklys, mens de hos tømrer fik lavet savet flotte snoninger i træ. Hos maler blev der brug for gode armmuskler, da der både skulle slibes og spartles.

Christina Sørensen, faglærer på malerafdelingen på EUC Nordvestsjælland (anden fra venstre), ser positivt på det nye forløb.

For faglærerne på afdelingerne, der har stået for undervisningen under forløbet, har det også været en mulighed for at kunne fortælle om deres uddannelser og vise skolen lidt frem.

Vi ser, at den større kommunikation, der er mellem faglærer og folkeskolelærer, giver en bedre italesættelse af håndværket, og at der er mere til det at være maler ende bare at male nogle vægge”, fortæller Christina Sørensen, der er faglærer på malerafdelingen på EUC Nordvestsjælland.

Også grundskolelærerne forklarede undervejs, at det var både spændende og brugbar viden, de fik, ved at prøve erhvervsuddannelserne selv og få en forståelse for de muligheder, der ligger i håndværksfagene – især for elever, der kommer direkte fra 9. eller 10. klasse og skal vælge uddannelse.