Koncentrationen var i top, da vores elever Christian Wolland Skøtt (Venslev Tømrer og Snedker Entrepriser ApS) og Mads Brandt Winther (C.E. Larsen Byg ApS) deltog ved årets regionale mesterskaber for tømrerelever.

Det foregik på EUC Sjælland i Næstved, og her var de to stærke elever oppe imod dygtige tømrere fra andre erhvervsskoler – CELF og EUC Sjælland.

Eleverne havde i alt 22 timer til at lave opgaven, som du kan se på billedet herunder:

Og de timer skulle planlægges grundigt, for tiden var fra første blik på tegningen til sidste opsnøring. Derfor var det nødvendig med fokus for eleverne, som var mærkbart stille undervejs og opmålede, overvejede og savede i ét væk.

Mads og Christian knoklede løs med opgaven, som de havde haft to træningsdage til at øve, og i det lys klarede de det ekstremt godt, selvom det ikke blev til sejr i denne omgang – og dermed kvalifikation til danmarksmesterskaberne.

Som deres underviser Benny Pedersen forklarede:

− De arbejdede virkelig godt med opgaven, og heldigvis har de begge mulighed for at deltage igen til næste år – hvor de så ved, hvad det handler om.