I uge 40 var vores afdeling på Absalonsvej 20 i Holbæk pakket med endnu flere elever end normalt. Her havde vi nemlig fra mandag til og med fredag besøg af hundredevis af 8. klasser fra Holbæk og Odsherred Kommune til årets Skills Stafet.
Prøvede erhvervsuddannelser af
Eleverne strømmede til hver morgen til fælles intro, inden de i grupper gik rundt til de forskellige poster.
Tanken med ugen er, at eleverne skal have en god oplevelse, mens de prøver vores erhvervsuddannelser af og dyster om billetter til DM i Skills 2023 i Fredericia, hvor alle de kommunale Skills-vindere mødes til den nationale finale. Og dét havde de.
Overalt i værkstederne var der smil på, når eleverne prøvede at save, hamre, bore og meget andet. Måske for første gang nogensinde. Så kom det i anden række, at det gjaldt om at være hurtigst, selvom eleverne stadig fik luftet deres konkurrencegen.
Undervejs stod det også klart, at erhvervsuddannelserne er for alle. Vi havde nemlig i Skills-ugen besøg af Søgården fra Hvalsø — en ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Eleverne var rundt for at høre om de uddannelser, som de syntes lød spændende, og de stillede mange gode spørgsmål undervejs, inden den stod på frokost i kantinen og retur til Hvalsø.
De tre vindere klar
Som afslutning på ugen fandt vi ud af, hvilke to grupper (og skoler) fra hhv. Holbæk og Odsherred, der fik de bedste tider, og det betyder, at vi nu ved, hvilke tre skoler fra ‘vores’ kommuner, der skal til DM i Skills 2023 i Fredericia:
- HOLBÆK: Gruppe 230 fra 8.a på Andreasskolen
- ODSHERRED: Gruppe 283 fra 8.c på Nykøbing Skole
- KALUNDBORG: Gruppe 61 fra 8.y på Svebølle Skole
Stort tillykke til dem! Vi glæder os til følge dem til DM i Skills til februar.
Se flere fotos fra ugen ovre på vores Facebook-side