Endelig blev svendeprøven afholdt!

Personvognsmekanikerne har nu endelig bestået deres svendeprøve. De skulle have været færdige i begyndelsen af marts, men deres svendeprøve blev udskudt pga. covid-19. Det har betydet, at det er længe siden de har været igennem stoffet de skulle op i til dagens svendeprøve. Til det siger mekaniker-elev Peter Jensen:

Det er lidt hårdt, når det er længe siden vi har været på skolen og haft tingene i hænderne, men det er egentlig gået ret okay på trods af det“.

Derudover har svendeprøven skullet gennemføres med de restriktioner, vi alle efterhånden kender så godt, med 2 meters afstand, afspritning m.m. Underviser Kaj Johansen siger til det, at der er sørget for, at alle eleverne har deres egne remedier til aftøring og rengøring. Fortsat siger han:

Vi startede dagen med, at alle elever fik en briefing af ledelse på, hvordan de skal forholde sig i forhold til at sikre, at vi overholder myndighedernes krav. Men alt fungerer fint og jeg tror ikke eleverne rigtig mærker den store forskel, men kan koncentrere sig om deres prøve – og det er vigtigt”. 

Sådan en anledning lægger op til fejring, men den store fejring bliver det ikke til. Normalt afsluttes svendeprøver med et svendegilde, hvor familie og venner samt mestre kommer og der serveres noget godt til ganen. Men denne gang bliver der ikke holdt noget.

Det er naturligvis rigtig ærgerligt, at vi ikke kan blive fejret på samme måde som de tidligere hold. Det er jo en stor dag for os, og det mærkes lidt fladt på den her måde. Men jeg er under alle omstændigheder glad for at blive færdig“, sagde mekaniker-elev Martin Bagge.

Stort tillykke til jer alle sammen!