Tagdækkersvende: Mærkeligt at være færdige – på den gode måde

Følelsen af at være færdige. At være udlært.

Den stod malet i ansigtet på tre af vores tagdækkerelever, da de torsdag 12. september fik deres svendebrev. Beviset på års hårdt slid både på skolen og ude i deres virksomheder som lærlinge.

De tre svende er (fra venstre på billedet):

  • Morgan Nielsen, 4800 Nykøbing Falster (Søren Brandt A/S, 4100 Ringsted)
  • Daniel Ditmar Andersen, 4990 Sakskøbing (IFA Tagdækning A/S, 4891 Toreby L.)
  • Jacob Bøge Petersen, 3700 Rønne (PL Entreprise A/S, 3700 Rønne)

Fra venstre er det: Morgan Nielsen, Daniel Ditmar Andersen og Jacob Bøge Petersen.

Kan ikke længere trække lærlingekortet
Morgan Nielsen, Daniel Andersen og Jacob Petersen blev fejret foran venner og familie ved at traktement på Audeboskolen i Holbæk, hvor de har taget deres uddannelse.

– Det føles mærkeligt at være færdige, indleder de tre svende med store smil, inden de bryder ud i et samlet grin:

– Og nu kan vi ikke trække lærlingekortet mere. Der er ingen undskyldinger.

Daniel blev begavet på den store dag.

Men kort efter slår de fast, at det ikke gør noget. For de nyder at have – og tage – ansvar i deres arbejde, og her fremhæver de hurtigt deres arbejdspladser.

– Vi har haft masser af ansvar som lærlinge. Mestrene har haft meget tillid til os, og de har faktisk behandlet os som svende. Det har været fedt.

– Man skal selvfølgelig vise sit værd og engagement og arbejde for det, men det har man bare nydt.

Sådan ser en færdig svendeprøve ud.

Vil arbejde med detaljer
Det betyder også, at de alle tre har planer om at fortsætte, hvor de har været i lære – for de har det godt og har virkelig lært tagdækkerfaget at kende på den bedst tænkelige måde.

Og her er Morgan særligt glad for arbejdet med detaljer:

– På store byggepladser er der ikke altid tid til finessearbejdet, men det er fedt at arbejde detaljeret. Det hele skal bare sidde lige i skabet. Det er jeg også blevet oplært til i virksomheden, forklarer han.

– Nogle vil sige, at ‘det kun er mågerne, der ser  det’, men sådan skal man ikke tænke. Jeg vil gerne levere et samlet resultat hver gang. Man lægger jo navn til opgaven.

En del af én stor familie
Det er Daniel helt enig i, og han nyder at være en del af en forholdsvis branche, hvor alle kender alle til en vis grad.

– I stedet for at det bare er et arbejde … i stedet for det bare er et fag … så er vi en stor familie.

De kom ind i tagdækkerfaget ad forskellige veje, men fælles for dem er, at de føler, de er landet i branche, der passer til dem. Hvor de kan levere en indsats hver dag.

– Det tog lidt tid i starten. Der skulle jeg bare have et arbejde og tjene nogle penge, lyder det fra Daniel.

– Men når man har nogle gode svende og nogle gode kollegaer, begynder man at blive mere og mere engageret i det og knokle i faget.

– Ja, og jeg har altid haft en stor interesse for udendørs arbejde, og jeg kan godt li’ at være selvstændig, så det lå lige for, tilføjer Morgan.

De tre svende – nu med undervisere.

Har den flotteste arbejdsplads
Og så er der én bestemte ting, de hurtigt fremhæver som noget af det fedeste ved deres fag:

– Vi har generelt bare den flotteste arbejdsplads. Vi står op hver morgen og får den fedeste udsigt, når vi møder på taget. Især om sommeren er det fedt.

– Og om vinteren er der rift om at stå med brænderen for at holde varmen, er de tre enige om og forklarer dermed, at der er en branche, der bare spiller i alt slags vejr.

Nu venter der Morgan, Daniel og Jacob en karriere i en fed branche. Og de glæder sig. Med svendebrevet i hånden kan de ikke vente med at komme i gang med arbejdet. Nu som svende.

– Det er det hårdeste arbejde, jeg nogensinde har prøvet. Men det er også det fedeste. Taget er dit, og der er ikke andre, der bestemmer over det. Og spiller taget ikke, spiller resten af bygningen heller ikke.

Morgen, Jacob og Daniel i deres rette element – tagdækkerhallen i Audebo.

Faglig stolthed i store mængder
Det er tydeligt, at de alle tre har en stor faglig stolthed. Det kommer også til udtryk, da talen falder på selve svendeprøven. Her udmærkede de sig med flotte resultater, men som de selv siger:

– Det har været nogle virkelig travle dage på grund af tidspresset. Og man ville altid ønske, man lige have 20 minutter mere til at klare detaljerne, nusse mere om overlæg og så videre. Men ellers er det gået godt, lyder det om dagene i hallen, hvor de har knoklet på med tagpap og brænder.

– For 10 år siden troede jeg ikke, at jeg ville få en uddannelse, og nu står jeg her med et svendebrev. Det er meget mærkeligt – og fedt, slår Morgan fast.

De tre elever har nydt sammenholdet på skolen.

Skal en tur til Barcelona
Faktisk er det ikke kun svendebreve, de tre elever kan tage med sig fra svendeprøven. De skal nemlig alle til Barcelona til vinter – hvor de er blevet inviteret på et særligt foliekursus.

– Det er selvfølgelig frit valg, men jeg tænker, vi alle skal afsted, lyder det grinende fra Morgan, som med det samme møder grin og smil fra de to med-svende.

De glæder sig  til tre dage i det spanske, hvor de kan gå i dybden med deres fag – og så glæder de sig ikke mindst til at skulle afsted med hinanden.

– Vi har haft et rigtig godt sammenhold. Selv når det har været presset, har vi haft en fest og støttet op om hinanden. Det har været fantastisk at kunne hjælpe hinanden med de forskellige opgaver, runder de tre svende af, inden den igen står på fejring i den store tagdækkerhal.

2019-09-13T13:06:16+00:0013 september, 2019|