På vores mange afdelinger er det afgørende, at eleverne føler sig hørt og bidrager til undervisningen, hvad end det er på EUD, EUX, gymnasier, 10. klasse eller et AMU-kursus. Den gode læring sker i samspil mellem lærere, elever og virksomheder, og det arbejdes der knaldhårdt på hver dag.

Vekseluddannelse
Tag eksempelvis vores tømrerafdeling på Absalonsvej 20 i Holbæk. Her er 26-årige Kasper Holm-Henriksen i gang med fjerde hovedforløb (forkortet H4), hvor han skiftevis er ude i lære i virksomheden Canbyg i Hvidovre og på skolebænken i Holbæk.

Undervejs i sin uddannelse bruger Kasper dermed den teoretiske viden fra skolen, når han er ude i lære, mens han tager inspiration med tilbage på skolebænken ude fra ‘den virkelige verden’.

Kaspers egen idé
Det seneste eksempel herpå kom i foråret 2022, hvor Kasper og de øvrige elever på holdet skulle lave den såkaldte H4-opgave i tømrerhallen. Men Kasper gik ikke bare i gang med opgaven uden videre. For han havde en idé. Hvorfor ikke gøre som ude i Canbyg og arbejde med særligt klimavenlige materialer?

Den idé gik han til faglærer Marianne med, og hun var med på den. Som sagt, så gjort: De særlige materialer blev skaffet, og da Kasper tog hul på arbejdet, gik der ikke længe, før de øvrige elever stimlede nysgerrigt til og spurgte ind til det.

Hør Kasper og Marianne forklare nærmere: 

Giver et bedre flow
— Jeg synes, det er sjovt at arbejde i det samme materiale som ude i min virksomhed. Først og fremmest fordi jeg kender til det på forhånd, og derudover er det en nemmere arbejdsproces, som giver et bedre flow, lyder det fra Kasper om det arbejde, han har lagt på uddannelsen i foråret.

Udover selve materialerne pointerer Kasper, at de hos Canbyg også gør en dyd ud af, at arbejdsprocessen er mere klimavenligt, end man måske er vant til i branchen.

— Det handler blandt andet om at skære ned, så vi er færre folk på byggepladsen, fordi det sparer kørsel. Man har et CO2-regnskab der, forklarer den unge tømrerlærling, som bliver svend i foråret 2023.

Tænkt på detaljen
Men tilbage til materialerne, som var det, Kasper var med til at ændre i tømrerværkstedet i Holbæk.

— Det er ikke en traditionel dampspærre, vi bruger. Det er en Livingboard P5-plade, som minder om en spånplade — men med en anden limning, som gør, at den er tæt, forklarer Kasper, da vi fanger ham i tømrerværkstedet foran hans arbejde.

— Dem sætter vi fast med bredryggede klammer fra en klammepistol. På den måde kan vi nemt sætte dem fast og undgå at skulle ned i lommen og hente skruer hver gang. Det er bare at lægge pladen op og klamme den fast på.

Særlige kvaliteter i materialet
Det står hurtigt klart, at Kasper har helt styr på de materialer, han arbejder i — både i virksomheden og nu også på skolen:

— På væggene er det en 15 mm, som har mere styrke, mens gulvet er en 22 mm grundet krav til styrke. Derudover er der fermacell-gips på væggene, fordi der er brandmæssige krav til denne hovedforløbsopgave, og i den virkelige verden ville vi bagefter beklæde den med noget, der hedder et fibosystem.

— Det er en plade, der fås i mange forskellige designs, og som er en vandtæt træplade, man kan sætte op hele vejen rundt i et badeværelse. Det kan ligne fliser, eller lige hvad man har lyst til, og på den måde slipper man for mørtel, beton og den slags ting. På den måde bliver alt træ, afrunder den dygtige tømrer, som altså kun har ét år tilbage i skiftevis virksomhed og på skole, inden han kan kalde sig svend. Et år, hvor han får mulighed for at arbejde meget mere klimavenligt.