Sen eftermiddag onsdag 27. april var der et stort opbud af mennesker, da der blev afholdt generalforsamling i Odsherred Erhvervsforum. For udover selve generalforsamlingen skulle visionen for den kommende uddannelsesalliance i Odsherred nemlig underskrives ved denne lejlighed – og her var repræsentanter for Odsherred Kommune, Odsherred Erhvervsforum, FGU Nordvestsjælland og Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser til stede.

Over hver tredje har ikke en ungdomsuddannelse
I skrivende stund har 37% af de 25-årige i Odsherred ingen ungdomsuddannelse, og det er denne udfordring, uddannelsesalliancen skal imødekomme og løse, så der i sidste ende leveres en højere grad af kvalificeret arbejdskraft til kommunens både private virksomheder og offentlige institutioner. Og ikke mindst: Så ungdommen i Odsherred får et godt og meningsfuldt liv og ender på en hylde, der passer til dem.

I den sammenhæng er båndet mellem skoler, erhvervsliv og kommune afgørende, som vores direktør Steffen Lund også slog fast inden underskrivningen:

”Vi har 37%, som vil få et bedre liv ved at få en uddannelse eller en fast tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er det, vi skriver under på i dag – at vi har en gensidig forpligtelse til at hjælpe hinanden med at nå det mål.

For Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelsers vedkommende bidrager aftalen især til, at alle unge, der påbegynder en uddannelse, får en lærepladsaftale senest i løbet af deres grundforløb, ligesom der i folkeskolen skal sættes et øget fokus på erhvervsuddannelser, og båndet mellem elever fra Campus Odsherred og (de lokale) virksomheder skal blive tættere.

Et stærkt samarbejde på tværs – også her og nu
Det er en vision med et længere sigte, men på den korte bane skaber uddannelsesalliancen også resultater. Faktisk allerede i indeværende år med ungefolkemødet i Odsherred og et øget fokus på grøn omstilling, innovationscamps, talentpraktik og VirksomhedsDating i kommunen.

Da aftalen blev underskrevet i forlængelse af generalforsamlingen, stod formand for Odsherred Erhvervsforum Henrik Andersen, viceborgmester i Odsherred Kommune Niels Nicolaisen, direktør for FGU Nordvestsjælland Jørgen Ravnsbæk samt direktør for Nordvestsjælland Erhvervs- og Gymnasieuddannelser Steffen Lund klar til at sætte deres underskrifter, og det er netop disse parter, der fremover vil knytte endnu tættere bånd. Til fordel for de unge i Odsherred.

På Nordvestsjællands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser glæder vi os over uddannelsesalliancen og ser frem til det endnu stærkere samarbejde i fremtiden.

Vores direktør Steffen Lund var også igennem på P4 i dag 27. april for at fortælle om aftalen. Du kan høre udsendelsen lige HER (ca. 13:30 inde).