34 elever fra forskellige erhvervsuddannelser – tømrer-, maler- elektriker-, mekaniker- smede- procesoperatør- og industriteknikeruddannelserne – har de sidste 3 dage haft undervisning i iværksætteri.

Elevernes opgave var i løbet af de tre innovative dage at arbejde med muligheder for at starte egen virksomhed eller komme med forslag til nye produkter, som de oplever, at forbrugerne mangler.

Og som inspiration og hjælp havde de besøg af eksterne oplægsholdere, som kom med konkret og faglig viden på området. Blandt dem var iværksætter Martin Alring, som er tidligere elev på EUD Business. Han fortalte om at starte egen virksomhed og om, hvordan man kan blive ved med at lave af det. Også Caspar Christensen, erhvervskonsulent hos Holbæk Erhvervsforum var forbi for at komme med gode råd til eleverne – og han redegjorde for, hvem Holbæk Erhvervsforum er, og hvad de kan tilbyde iværksættere.

Frederik Bøgh, Lars Hansen, Malik Hibar og Musaab Al-Ali med deres ide “Rygsæk med festivaludstyr”.

Det var rigtig spændende oplæg, hvorefter elevernes undervisere også var på banen med faglige indsigter om emner som økonomi – og de gik i konstruktiv dialog med eleverne om deres personlige kompetencer.

June Nielsen, der ville bruge sin uddannelse som bygningsmaler til også at gå kunstervejen med vægmalerier og maleundervisning i børnehaver.

Og al den inspiration og viden fik eleverne en masse ud af. Som det lød fra June Nielsen, der er i gang med at blive bygningsmaler:

– De 3 dage var rigtig gode til at få samlet sin ide og få et indblik i, hvad der skal til for at skabe egen virksomhed. Jeg har i hvert fald lært en masse.

Projektet blev afsluttet fredag 12. april, hvor der blev udpeget en samlet vinder blandt eleverne. Og dommerne var ikke hvem som helst. Det var elever fra EUD og EUX Business, som har deltaget i den regionale entreprenørskabsmesse, og hvorfra nogle af deltagerne gik videre til DM i Industriens Hus, som afholdes i slutningen af april.

Kriterierne, som eleverne blev målt på, var:

  • En kort og præcis præsentation af deres ide og værdien af denne (pitch)
  • I hvor høj grad er der tale om noget kreativt, nyskabende og innovativt?
  • Er ideen mulig at realisere?
  • Viser prototypen, hvad produktet egentlig er?
  • Er der sammenhæng mellem elevernes fremtoning og passion i forhold til teamets ide?

Nummer 2 blev gruppen med Nadi Jensen, Anne Marie Grüner-Pedersen, Karl Anton Yde, Jacob Bergstrøm Yde og Brian Jensen med projektet Nurtere By Nature.

Vinderen blev Maria Hansen, som er under uddannelse som procesoperatør. Hendes ide havde et pædagogisk sigte med fokus på børnehavebørns udvikling af sprog- og talforståelse. Det skulle bl.a. ske ved at tilbyde sprog- og talforløb i børnehaverne med relevant materiale, undervisning af pædagoger og samarbejde med bogforlag.

Førstepladsen gik til Maria Hansen.

– Forløbet har været en stor hjælp til at komme videre med min ide. Virk.dk med deres startpakke til iværksættere var alletiders, og det kan da ikke udelukkes, at jeg vil prøve at se, om min ide kan bæresiger Maria med et smil.