I dag havde vi opstart på værkstedsforløbet på maskinmesteruddannelsen, som vi tilbyder i samarbejde med Maskinmesterskolen København og ZBC og EUC Sjælland.

En hyggelig opstart
De nye studerende blev budt velkommen af uddannelsesleder Flemming Folke Nielsen, der også er ansvarlig for værkstedsforløbet på maskinmesteruddannelsen her på EUC Nordvestsjælland. Efter velkomsten blev de studerende budt på en let morgenmad, som de nød sammen med uddannelseslederen.

 

Under morgenmaden fortalte Flemming kort om EUC Nordvestsjælland og værkstedsforløbet på maskinmesteruddannelsen.

Efter morgenmad gik de studerende ned til elektrikerværkstedet. Her skal de være de næste 12 dage, da første del af deres værkstedsforløb er en introduktion til elektrikerfaget.

Værkstedsforløbet
På EUC Nordvestsjælland skal de studerende bl.a. også have et motorforløb, lave nogle svejseøvelser på smedeværkstedet og arbejde på nogle af de maskiner, der er på industriteknikerværkstedet.

De studerende der er startet på værkstedsforløbet har alle en gymnasiebaggrund, og derfor skal de have noget praktisk erfaring med nogle af de fag og områder, som de kommer til at arbejde med på uddannelsen til maskinmester.

En af de studerende, der har en studentereksamen og som er startet på maskinmesteruddannelsen lokalt er Mikkel Nielsen. Mikkel har gået på HTX og blev student i sommer. Han valgte at starten på maskinmesteruddannelsen, da den giver én mange muligheder – han fortæller nemlig:
– Jeg kan godt lide, at maskinmesteruddannelsen er en utrolig bred uddannelse, som giver en rigtig mange muligheder i fremtiden.