Vores smedesværksted summer af arbejdende elever – vores grundforløb 2-elever på smedeuddannelsen har nemlig værkstedsundervisning. De har hver især fået udleveret et hæfte med forskellige svejsetekniker og øvelser, hvor de skal arbejde på de forskellige maskiner, der er på værkstedet som bukkemaskinen og saksen.

Producerer produkt af metal
Ved at gennemføre de forskellige øvelser, lærer eleverne at svejse på forskellige metaller og bruge de forskellige maskiner, der er på værkstedet. Når de har gjort det, skal de bruge de færdigheder de har lært til at producere forskellige produkter af metal.

En af de elever, der er i fuldt gang med at arbejde er Sander på 17 år. Sander fortæller:
– Vi har fået et hæfte med forskellige produkter, som vi skal lave på værkstedet. Vi skal fx lave en grill og et fuglehus. Vi lærer hvordan maskinerne fungerer først, og så skal vi bruge dem til at lave forskellige produkter.

Sander supplerer:
– Jeg synes, at det er mega-fedt at få lov til at bygge og producere noget i metal.

Fra tegning til produkt
I de her tider, har eleverne 50% fremmøde. Det vil sige, at de er på skolen i lige uge og har fjernundervisning i ulige uger. Når eleverne er hjemme har de undervisning i teori, og så lærer de at bruge forskellige digitale tegneprogrammer.

Sander fortæller:
– Når vi har undervisning hjemme, lærer vi at tegne i tegneprogrammer og lave konstruktioner af de ting, som vi skal producere, når vi er på værkstedet.

Kommer fra en smedefamilie
Sander har valgt at starte på smedeuddannelsen direkte efter 9. klasse, da hele hans fars familie arbejder inden for smedefaget. I august 2020 startede Sander derfor på grundforløb 1 på “Motor, metal og design,” der nu hedder “Industri og Miljø,” og efter grundforløbet valgte han, at fortsætte på smedeuddannelsen, hvor han startede på grundforløb 2 på uddannelsen i januar 2021.

Sander siger:
–  Jeg er startet på smedeuddannelsen fordi hele min fars familie er smede, og så vil jeg også gerne være smed. Og så er det fede ved smedeuddannelsen, at du får lov til at arbejde med metal og jern – det synes jeg er meget fedt, og så er der masser af værkstedstid, og det kan jeg rigtig godt lide.

Vil du også starte på smedeuddannelsen?
Hvis du kommer direkte fra 9. eller 10. klasse og vil uddanne dig til smed, så skal du først starte på grundforløb 1 “Industri og Miljø.” Når du har afsluttet grundforløb 1, kan du derefter fortsætte på grundforløb 2 på smedeuddannelsen.

Vi har opstart på grundforløb 1 til august 2021.

Er det mere end 2 år siden, at du har afsluttet 9. eller 10. klasse, så kan du starte direkte på smedeuddannelsen hos os i august 2021.

Tilmelding til uddannelsen sker på optagelse.dk. Har du spørgsmål til, hvordan du søger, så er du altid velkommen til at kontakte Elevtjenesten hos os.